Coaching

Coaching er i dag en naturlig del af den personlige udvikling i den professionelle rolle. Ofte er det oven i købet en forudsætning for at kunne udvikle, håndtere og anvende sine faglige kompetencer i et godt samarbejde med andre; og ikke mindst i en organisatorisk kontekst som konstant forandrer sig og kræver noget nyt af os.

At anvende en professionel coach kan i mange tilfælde være den helt rigtige løsning, når man står i nogle vanskelige situationer eller har behov for at reflektere over egen praksis, ledelseskompetencer, måder at samarbejde på, éns hovedopgave eller den organisatoriske ramme som den skal løses indenfor.

Ved at anvende en professionel coach tilkøber man sig adgang til at drøfte sine udfordringer og spille bold op ad en dybdegående viden omkring psykologiske mekanismer hos den enkelte og de dynamikker der altid er til stede i organisationer. Endvidere vil en professionel coach kunne anvende sine erfaringer og viden fra samarbejdet med mange forskellige typer af mennesker, ledere og organisationer på netop at perspektivere og give input til lige akkurat den problemstilling som er i fokus –  alt sammen i en fortrolig og ’magtfri’ ramme.

Forudsætning for udbyttet af coachingen afhænger naturligvis af coachens uddannelse, kompetencer og erfaring. Alt det er der i rigelige mængder, hvis man vælger coaching hos Kjøge & Co. Men også noget så udefinérbart som ’kemi mellem mennesker’, spiller en enorm rolle for at kunne etablere en tillidsfuld og udviklende ramme, der giver et succesfuldt out-come. Derfor tilbydes interesserede altid en halv times intro-samtale vederlagsfrit. På den måde er der god mulighed for at få en fornemmelse af om man ’svinger’ med coachen og om vedkommende har de personlige  og faglige kvaliteter, som er vigtige for netop dig, medarbejderen eller lederen.

Ved coachingens opstart defineres, hvad eller hvilken problemstilling der konkret skal arbejdes med, samt hvilket udbytte der er realistisk i forhold til det antal gange man aftaler. Under selve coachingforløbet vil der typisk indgå undersøgelse af egen automat-adfærd og reaktioner på omgivelser/situationer samt en analyse af og refleksion over organisatoriske omstændigheder og de strukturelle rammer som der skal leveres i. Endvidere vil der altid indgå elementer af konkrete handlemuligheder, der arbejdes videre med i egen organisation.

Undervejs og afslutningsvis evalueres forløbet i forhold til udbytte, fokus og indledende aftaler. Sidst men ikke mindst gives input til håndtering og indsatser fremadrettet.